Classic Race Aarhus gennemføres den 25.-27. maj

Aarhus Kommune er i gang med at udarbejde støjkravene for årets udgave af det populære byløb.

”Det har været fremme i medierne, at vores løb er aflyst, men lad mig slå fast med syvtømmersøm, at Classic Race Aarhus bliver gennemført den 25.-27. maj,” siger direktør for Classic Race Aarhus, Mike Legarth.

”Det handler ikke om, hvorvidt der skal køres Classic Race Aarhus, men hvordan der skal køres Classic Race Aarhus. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse vedrører udelukkende nogle mangler omkring de tidligere støjregler, ikke om løbets gennemførelse. Aarhus Kommune er i gang med at udforme de fremtidige støjregler for løbet – støjregler, som vi naturligvis vil følge til punkt og prikke, når vi kører den 25.-27. maj. Sådan er det.”

Bünyamin Simsek (V), der er rådmand for Teknik og Miljø og politisk ansvarlig for området, udtaler:

”Jeg vil som rådmand lægge mig i selen for, at forvaltningen hurtigt får udformet en myndighedstilladelse til Classic Race Aarhus. Løbet er et enestående arrangement, som vi i Aarhus skal være stolte af, og som skal afvikles som planlagt.”

Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard (S) har bekræftet, at han fredag den 25. maj vil holde åbningstalen ved Classic Race Aarhus – præcist som han har gjort det ved de seneste udgaver af løbet.

 

 

Borgmester Jacob Bundsgaard har i denne uge givet tilsagn om, at han også i år vil holde åbningstalen ved Classic Race Aarhus (foto: Classic Race Aarhus – Henrik Sørensen).

 

Læs også: Nu åbnes der for tilmeldingen til Classic Race Aarhus

 

 

Classic Race Aarhus gennemføres den 25.-27. maj