Det bliver biler af en helt anden beskaffenhed og en ganske anden udformning end normalt, man vil kunne opleve hos Uggerhøj Biler lørdag den 21. juni. Normalt er det moderne biler af mærkerne Citröen og Chevrolet, man ser hos bilforretningen på Slet Parkvej i Højbjerg, men på denne lørdag vil området omkring det store bil-hus være besat af biler af helt andre mærker. Og betydeligt ældre årgange.

”Uggerhøj Biler har været så velvillige at stille sine faciliteter til rådighed for starten af klubbens løb i FDM DASU Classic-turneringen,” fortæller løbsleder Hans Ole Nielsen fra Aarhus Automobil Sport. ”Og det er ikke de nyeste modeller fra udstillingsvinduerne, som deltagerne stiller til start med. Det er klassikere. Og vi forventer 50 forskellige af dem!”

FDM DASU Classic-turneringen er en konkurrence for entusiaster med historiske biler. Dem fra 60erne, 70erne og den første del af 80erne. I Uggerhøj-løbet er det bilmodeller som Ford Cortina, Morris Mascot og Opel Manta, man vil kunne opleve. Og selve løbet foregår under de selvsamme præmisser, som var gældende, dengang bilerne var nye.

”Det er ikke et løb, hvor det går over stok og sten. Det køres nemlig som et historisk pålidelighedsløb,” forklarer Hans Ole Nielsen.

”Når deltagerne bliver sendt afsted lørdag formiddag, skal de gennemkøre en rute, som er hemmelig for dem. Men de skal sørge for at køre den igennem på korrekt tid. Hverken for hurtigt eller for langsomt, men ud fra den gennemsnitshastighed på f.eks. 40 eller 42 km/t. Sådan foregik det i gamle dage, og sådan afvikler vi også disse løb i dag.”

Det er lørdag formiddag, at man kan opleve de klassiske biler hos Uggerhøj Biler i Højbjerg. De første veteraner kommer ind på pladsen ved 8.30-tiden til den obligatoriske tekniske kontrol, og fra klokken 10.00 og en lille time frem vil de blive sendt afsted ud på de små veje.

Syd for Aarhus kan de klassiske biler opleves flere steder. Ved 11.15-tiden og tre kvarter frem er det ved Astrup Kirke nær Solbjerg, at der gøres holdt. Middagspausen holdes fra 13.00 til 14.30 ved Hørning-hallen, hvorefter Ejer Baunehøj rundes ved 15-tiden, inden de første deltagere kommer i mål ved Hørning-hallen klokken 16.36.

Historiske biler kan opleves i Århus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *