Motorhistorisk Samråd, samt organisationerne i netværket FDM, DSRA og FDA, er nået frem til det længe ventede møde i Skatteministeriet. Her skulle vi se om der måske er en vej ud af det morads som Motorstyrelsens tolkning af originalitetskravet har sat os alle i.

Vi mener mødet med ministeriets kontorchef Claus Hansen, forløb rigtigt fornuftigt. Der var lydhørhed på den anden side af bordet, og en konstruktiv tilgang til rent faktisk at ville se på en løsningsmulighed.

Vi kom godt forberedt, efter et formøde på vores kontor i Nærum i går, og de gode argumenter flød frit fra os, i et omfang så kontorchefen på et tidspunkt opfordrede til at vi begyndte at se på en løsning, frem for udfordringerne.

Vi kom også med et par løsningsmodeller i lommen, som nu vil blive præsenteret for Skatteministeren. Der er visse udfordringer som vi skal mødes om, blandt andet de økonomiske, og den bekymring der består hos myndighederne om at man helst ikke ser de her køretøjer bliver brugt til daglig kørsel.

Steen Rode-Møller
Formand
Motorhistorisk Samråd

Løsningsorienteret møde i Skatteministeriet