Wedelslund2013

Selv om det er hyggen og samværet med ligesindede, der er hovedingrediensen ved årets Træf- og Køretøjsdag den 5. juni – fars dag – på det smukt beliggende gods Wedelslund vest for Aarhus, er der også spændende ting på programmet.

-Vi får ud over flere andre gamle fly besøg af en sjælden Spitfire flyvemaskine, der vil overflyve området omkring kl 12.00. Spitfire jageren var en kendt aktør i anden verdenskrig og i anledning af 70-året for befrielsen kommer også et mindre kompagni originale køretøjer fra anden verdenskrig fra Sjælland. I det hele taget har vi fået rigtig mange forhåndstilkendegivelser fra både klubber og enkeltpersoner, der vil besøge årets træf. Som en særlig afdeling af træffet vises den klassiske engelske bil, Jaguars historie gennem tiderne med en udstilling af en række sjældne Jaguar-biler, fortæller arrangørerne, Wedelslund Gods, Dansk Vintage Motor Club, Wedelslund Car Club og klassikermagasinet VeteranPosten.

Da det er klassiske køretøjer over 25 år og deres ejere, der er målgruppen for årets Træf- og Køretøjsdag, vil der selvfølgelig være en mængde nostalgi på træffet. Der vil komme mange i tidstypisk påklædning, og der vil være boder og salgsstande, der giver den helt rette stemning.

Træffet byder igen i år på en hyggelig dag i gode venners og ligesindedes lag med god musik fra The Shakers med gulvbas og 50`er rock på skift med gedigen blues- og motorblues fra H.P. Lange and Friends.

På gårdspladsen og i godsets lange længer bliver der igen mulighed for at købe noget til både ganen og til samlingen derhjemme. Foreningen af danske Legetøjssamlere tilbyder nemlig køretøjer i lille skala og forhandlere af automobilia som emaljeskilte, oliedunke, bøger, gamle salgsbrochurer og lignende giver mulighed for at købe den helt perfekte ”fars dags-gave”.

-Vi fik så mange positive tilbagemeldinger de forrige år – både på selve træffet, men også efterfølgende, at vi er sikre på, at de mange gæster, der også kommer i år, kan forstå, hvorfor vi nu kalder træffet en tradition!

-Vi vil naturligvis igen byde på lidt underholdning, men det er jo de mange glade gæster og deres flotte køretøjer – store som små, ældre som lidt nyere, der selv er med til at skabe dagen, fortæller arrangørerne, der også håber at se mange interesserede gæster uden klassiske køretøjer. For Træf- og Køretøjsdagen på Wedelslund er faktisk landets største udstilling af klassiske køretøjer.

Træffet er åbent for klassiske køretøjer, der er ældre end 25 år. Der er særligt parkeringsområde for nyere specialkøretøjer. Der opkræves et mindre beløb i entre (Børn under 16 år gratis). Træffet er åbent fra 9.00 til 17.00.

Ønsker man som klub at parkere samlet på pladsen eller i parken, skal man ankomme samlet og i forvejen træffe aftale med Jørgen Kjær, Dansk Vintage Motor Club

Nærmere oplysninger ved Steen Jørgensen, VeteranPosten tlf 76400014, Dansk Vintage Motor Club, Jørgen Kjær tlf 30243177 og Wedelslund Gods Jesper Ungstrup Nielsen tlf 26287465.

Yderligere oplysninger, pressemateriale og fotos ved Jørgen Kjær. Tlf: 30243177. Mail: jk@motorploven.dk

Spændende program ved Fars Dags træffet på Wedelslund